Gratis Psykologhjælp

Hvad er mine muligheder for at modtage gratis psykologhjælp? Kan man gå gratis til psykolog her eller andre steder?

Gratis Psykologhjælp – muligheder for at gå gratis hos en psykolog

Der er flere muligheder for at går gratis hos en psykolog, eller en psykologi studerende, som bliver superviseret af en psykolog. I min psykologpraksis er det muligt at får tilskud gennem ens sundhedsforsikring. Jeg har i nedenstående listet de forskellige muligheder for at modtage gratis psykologhjælp.

Gratis psykologhjælp ved hjælp af sundhedsforsikringen

For mange er den nemmeste adgang til gratis psykolog og psykologhjælp hvis man, gennem sit arbejde, har en sundhedsforsikring. De fleste sundhedsforsikringer dækker 12 årlige psykologbehandlinger, som ofte kan forlænges. Har du en sundhedsforsikring skal du kontakte dem og fortælle, at du ønsker psykologhjælp. De sender en bekræftelse, som du videresender til psykologen, som afregner direkte med sundhedsforsikringen. Læs mere her om den psykologhjælp, som jeg tilbyder.

Gratis psykologhjælp for studerende

Er du studerende på en lang eller mellemlang videregående uddannelse kan du kontakte Studenterrådgivningen, der tilbyder gratis rådgivning og psykologhjælp til studerende. Udover psykologer er der på Studenterrådgivningen ligeledes ansat socialrådgivere og psykiatere.

Du kan læse mere om gratis psykologhjælp på Studenterrådgivningen her.

Gratis psykolog hos SR-Bistand i København

SR-Bistand tilbyder gratis og anonym psykologisk rådgivning. Behandlingen sker efter princippet om hjælp til selvhjælp. Rådgiverne som er tilknyttet SR-Bistand er psykologer, psykoterapeuter eller psykologistuderende på sidste del af studiet. Rådgiverne modtager supervision. Efter en visiterende samtale og vurdering af dine psykiske problemer, kan man tilbydes et gratis psykolog forløb på 6 – 8 samtaler.
Læs mere om gratis psykologhjælp hos SR-Bistand her.

Gratis psykologhjælp for unge i hele landet hos TUBA

TUBA, som er en forkortelse af Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere, tilbyder gratis psykologiske samtaler. Hos TUBA kan man få terapeutisk rådgivning, hvis man er mellem 14 og 35 år og er er opvokset op i en familie med alkoholproblemer. TUBA har rådgivningscentre over hele landet og tilbyder både gruppesamtaler og individuelle psykologforløb. Læs mere om gratis psykologhjælp hos TUBA her.

Gratis psykologhjælp på Universitetsklinikken i København

Universitetets Psykologiske Klinik i København tilbyder gratis psykologisk behandling som led i universitetets uddannelse af psykologer og klinikkens forskningsprojekter.
Den gratis psykologhjælp er enten er et led i uddannelsen til psykolog eller del af et forskningsprojekt Man må derfor forvente, at terapien vil blive optaget på lyd- eller videobånd.
Man kan henvende sig for at modtage gratis psykologhjælp både som enkeltperson eller som familie. Læs mere om gratis psykologhjælp på Universitetsklinikken her

Gratis psykologhjælp i psykiatrien via egen læge

Der findes et stort antal gratis tilbud om psykologhjælp i psykiatrien. Man kan blandt andet få gratis psykologhjælp til behandling af angst, depression, OCD, spiseforstyrrelser, relationelle problemer, samt ved mere gennemgribende psykiske lidelser, som eksempelvis skizofreni. Du skal tale med din egen læge og høre hvad dine muligheder er og derefter få en henvisning til relevant behandling

Gratis psykologhjælp hvis man har selvmordstanker

Er man selvmordstruet, det vil sige at man enten har selvmordstanker eller forsøgt selvmord, er det muligt at modtage gratis psykologhjælp. Man skal have henvisning fra egen læge til en af de gratis klinikker for selvmordsforebyggelse, som findes over hele landet.

I København og Region Hovedstaden finder du Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse her . I Region Sjælland kan du finde Klinik for Selvmordsforebyggelse her. I Århus, og Region Midjylland finder du Klinik for Selvmordsforebyggelse her. I Region Syddanmark finder Klinik for Selvmordsforebyggelse her. I Aalborg, Region Nordjylland finder du Center for Selvmordsforebyggelse her.

Du kan læse mere om selvmordsforebyggelse her og blandt andet få links til selvhjælpsgrupper med mere.

Gratis psykologhjælp for kvinder hos Brunhilde i København

Hos Brunhilde kvinderådgivning kan man som kvinde modtage gratis psykologisk rådgivning. Brunhilde Kvinderådgivning betsår af  kvindelige psykologistuderende, som er på den afsluttende del af psykologstudiet. Psykologerne arbejder parvis og alt terapeutisk arbejde superviseres af en autoriseret psykolog. Alle rådgivere arbejder ulønnet og i overensstemmelse med Dansk Psykolog Forenings etik regler. Rådgivningen er åben for alle kvinder over 18 år. Brunhilde Kvinderådgivning tilbyder op til 10 individuelle psykologiske samtaler. Samtidig er der også mulighed for gruppeforløb. Læs mere om gratis psykologhjælp for kvinder hos Brunhilde her.

Gratis psykologhjælp for unge i København mellem 13 og 17 år

Ungdomsklinikken er et rådgivnings- og behandlingstilbud, der henvender sig til 13-17 årige københavnere, som oplever psykiske eller sociale problemer i hverdagen. Ungdomsklinikken er en del af Københavns Kommunes Psykologiske Rådgivning. Læs mere om gratis psykolog samtaler hos Ungdomsklinikken her.

Gratis Psykologhjælp hos Psykologisk Kortidsrådgivning

Psykologisk Korttidsrådgivning i København tilbyder gratis psykologhjælp. Psykologisk korttidsrådgivning består af færdiguddannede psykologer og psykologistuderende på den sidste del af studiet. Hos Psykologisk Kortidsrådgivning tilbydes der op til 5 gratis psykologsamtaler. Det terapeutiske udgangspunkt er systemisk, narrativt og løsningsfokuseret. Læs mere om psykologisk kortidsrådgivning her.

Gratis psykologhjælp til stofmisbrugere i København

Hos Gadejuristen kan du modtage gratis, anonym psykologhjælp. Psykologhjælpen er til stofbrugere og mennesker med stoferfaring.  Den gratis psykologiske hjælp hos Gadejuristen varetages af psykologer og psykolog studerende. Læs mere om gratis psykologhjælp hos Gadejuristen her

 

 



Emil Noll
H.C. Andersen Boulevard 47, st. tv.
1553 København V
Tlf.: 4140 4909
helhedspsykologi@gmail.com
Kognitiv Psykolog København






Webdesign